Det första jag möter när jag stiger in i den nya basutställningen är en ensam hårdbränd gulgrön tegelsten, diskret upplyst bakom glas i en monter. Några steg längre in i utställningen läser jag mig till att stenen kommer från tiden då teglet frigjorde byggnadskonsten ifrån träet, stenens, halmens och lerans begränsningar. Tegelstenen slår an tonen i en mytologiskt uppbyggd berättelse om hur arkitekterna har format Danmark.

Nattåget rullar in på Stockholms Central klockan 10:17. Jag har färdats i tretton timmar genom mörker, snö och skogar. Under min uppväxt i Luleå gjorde jag resan flera gånger om året, längs en tågsträcka som sedan 1894 sammanlänkat Sápmi – det samiska område som sträcker sig över norra delarna av Norge, Sverige, Finland och ryska Kolahalvön – med Sveriges huvudstad.

Arkkitehtuurimuseo on yksi vanhimmista museotyyppinsä edustajista maailmassa eli kansakunnan omaan arkkitehtuuriin keskittyvistä museoista. Museo perustettiin usean vuoden keskustelun jälkeen virallisesti vuonna 1956 Alvar Aallon ja Kyösti Ålanderin johtaman aloitteen myötä. Tähän mennessä Aalto oli jo kansainvälisesti tunnettu arkkitehti, ja Siegfried Gideon oli vakiinnuttanut hänet modernistisen kaanonin omaleimaiseksi ääneksi. Alusta alkaen museon oli tarkoitus edistää omaleimaista suomalaista arkkitehtuuria, joka ei vain pehmentäisi modernismia ulkomailta, vaan mukauttaisi sen omaan arkkitehtoniseen kontekstiinsa.

Finlands arkitekturmuseum er et af de ældste museer i verden af sin art – det vil sige et museum dedikeret til dets nationale arkitektur. Først grundlagt i 1956, var museet allerede i flere år, inden det blev til virkelighed, blevet diskuteret under et initiativ ledet af Alvar Aalto og Kyösti Ålander. På dette tidspunkt var Aalto allerede en internationalt anerkendt arkitekt, og cementeret som en distinkt stemme i den modernistiske kanon af Siegfried Gideon. Fra sin grundlæggelse var det meningen, at museet skulle spille en central rolle i at fremme en distinkt finsk arkitektur; en der, snarere end blot at importere og opbløde en modernistisk strømning fra udlandet, ville placere den indenfor sin egen arkitektoniske kontekst.

I nordöstra delen av Göteborgs kommun, på gränsen till Ale kommun finns ett fascinerande stycke arkitektur. I Vättlefjälls naturreservat, i närheten av Trollsjön, kan man hitta en samisk goahte, en torvkåta. Till vistet, som det kallas, finns inga skyltar och för att få en vägbeskrivning måste man fråga sig fram. För att ta sig till vistet behöver man gå längs små stigar i den västgötska skogen efter ha tagit sig ut till Vättlefjäll med buss eller bil. Barrskogen som stigen går igenom har en sydsvensk känsla, med en berggrund i granit som framträder då och då ur den tunna jordmånen, men framför allt genom trädarter som ek och lönn som vi aldrig ser norröver.

I 2003 ble Nasjonalgalleriet, Arkitekturmuseet, Kunst­industrimuseet og Museet for samtidskunst sammenslått til Nasjonalmuseet for kunst, arkitektur og design. Nesten 20 år seinere og ikke uten kontroverser åpnet Nasjonalmuseet sine dører. Det er et monumentalt og horisontalt orientert museum signert arkitekt Klaus Schuwerk som nennsomt har fylt tomten til randen, men til tross for størrelsen forholder bygget seg til byen og landskapet det er en del av. Hovedinngang, kafé og museumsbutikk omkranser et generøst byrom av europeisk kvalitet i samspill med den nedlagte togstasjonens to bygninger tegnet av Georg Andreas Bull i 1872 og Ivar Næss i 1918–19.

Oslo er et lappeteppe. Det er bilforretninger som har blitt til kontorlokaler, og kontorlokaler som har blitt til bilforretninger. Det er Frognergårder med tjeneroppgang, høyblokker av prefab-elementer, pisselukt i pertentlige palisader, en vaktmester som har malt takrenna så den kamufleres mot materialpaletten på veggen bak, enda det strider mot all sunn fornuft. Det er glass og glassbyggerstein, tegl dynka i puss, nye plasthybrider og ærverdige parkdrag med eldgamle trær. Fargerik historisme står tett i tett med poetisk modernisme. Det er brutale overflater med en særlig akustikk rundt seg, et særlig lysinnslipp og særlige sansbare merker etter bordforskalingen i seg – ikke at det er noe mindre vondt å dunke hodet inn i de veggene enn alle de andre.

Den gröna omställningens estetik. Det hade kunnat vara en bra rubrik på en text om den arkitektur som följer i spåren av den så kallade nyindustrialiseringen av norra Sverige, den som ska producera batterier till elbilar, miljövänligt fartygsbränsle och flygbränsle, framställa det förment koldioxidfria stålet, bryta de rara jordartsmineralerna och kanske etablera en och annan serverhall också, allt i närheten av landets mest utbyggda älvar och dess produktion av fossilfri elkraft.Men tyvärr går det nog inte riktigt att prata om en estetik. En sådan skulle förutsätta någon typ av övergripande idé eller samhällsplanering. En riktning helt enkelt, med ett tydligt formulerat mål. Det närmaste man kanske kan komma en, för den här eran, emblematisk byggnad är Sara Kulturhus i Skellefteå. Det är nog i alla fall så det är tänkt att man ska betrakta den. Jag ska återkomma till den senare.

Vihreän siirtymän estetiikka hyvä otsikko tekstille, joka käsittelee Pohjois-Ruotsin uuden teollisuuden myötä syntynyttä arkkitehtuuria – eli arkkitehtuuria, jossa tuotetaan akkuja sähköautoihin, ympäristöystävällistä polttoainetta laivoihin ja lentokoneisiin ja näennäisesti hiilidioksidivapaata terästä. Tai arkkitehtuuria, joka palvelee maamineraalien louhintaa ja palvelimia halleissaan. Kaiken tämän mahdollistavat maan laajimmin valjastetut joet, joilla tuotetaan fossiilivapaata sähköä. Estetiikasta on kuitenkin turha puhua tässä yhteydessä, sillä se edellyttäisi jonkinlaista kokonaisnäkemystä ja ideaa tai ohjaavaa kaavoitusta, suuntaviivat ja selkeästi määritellyn tavoitteen. Tätä pohjoisen Ruotsin uutta aikakautta voisi ehkä parhaiten edustaa Skellefteån kunnan kulttuuritalo Sara Kulturhus. Sellaiseksi se ainakin näyttää olevan suunniteltu. Palaan tähän kohta uudelleen.

Capriccio er termen, der er blevet anvendt til at beskrive 1700-talskunstneren Giovanni Battista Piranesis grafiske værker, der midt i oplysningstidens rationalitet åbnede en fantasifuld verden af dunkle, labyrintiske arkitekturmotiver. Etymologisk stammer ordet fra italiensk – capo »hoved« og riccio »pindsvin« – en beskrivelse af en »forvirret persons pludselige og uberegnelige indskydelse«. Jeg har det vist også lettere kapriciøst, da jeg om morgenen den 9. januar lige efter klokken ni sætter mig på cyklen og forlader mit lille værksted på Amager. Normalt tilbringer jeg mine arbejdsdage i selskab med kunsthåndværkeren Kari Guddal og hendes kæmpe gobelinvæv. Idag skal jeg til Nordhavn for at møde en anden gigant; det nyopførte BIG HQ (2023).

Nýjasta verk íslensku arkitektastofunnar Studio Granda, arkitektanna Steve Christer og Margrétar Harðardóttur, er stakstæð viðbygging fyrir starfsemi skrifstofu- og fundaraðstöðu alþingismanna Alþingis Íslands sem hefur fengið heitið Smiðja. Byggingin rís eins og geómetrískur krystall upp úr jörðinni með hnífskarpar útlínur og form. Við linngang er tekinn út eins konar skúti í massann þannig að furðu vekur. Í skútann er meitlaður fleygbogi með gagnvirkri innsetningu úr bronsi eftir listamanninn Kristinn E. Harðarson sem svífur að því er virðist í lausu lofti. Ytra byrði byggingarinnar samanstendur af láréttum lögum sex ólíkra steintegunda sem sóttar hafa verið í elstu jarðlög landsins. Steinninn er skorinn og settur saman af mikilli nákvæmni og litapallettan endurspeglar norræna legu landsins með margvíslegum grábláum tónum auk afbrigðis af appelsínubleikum og okkurgulum, sem einkennir veðrabrigði og birtu kaldra vetrarmánuða með lágri stöðu sólar.

Det nyeste prosjektet fra det islandske arkitektkontoret Studio Granda, av arkitektene Steve Christer og Margrét Harðardóttir, er et enkeltstående påbygg med kontor- og møtefasiliteter for medlemmer av det islandske Alltinget og har fått navnet Smiðja. Bygningen stiger opp av jorden som en geometrisk krystall, med knivskarpe former og kanter. Ved hovedinngangen har en liten hule blitt laget i byggemassen for å vekke forundring. En parabel er hogd inn i hulen med en interaktiv bronseinstallasjon, av kunstneren Kristinn E. Hrafnsson, som ser ut til å sveve i løse luften. Utsiden av bygningen er sammensatt av horisontale lag av seks ulike steintyper som har blitt hentet ut fra landets eldste jordlag. Steinen er omhyggelig tilskåret og satt sammen, og fargepaletten gjenspeiler landets nordlige beliggenhet med varierende toner i gråblått, i tillegg til nyanser av appelsinrosa og okergul, som symboliserer væromslag og lyset i de kalde vintermånedene når solen henger lavt på himmelen.

Da jeg af NORAs redaktionsudvalg blev bedt om at læse de seneste numre af Danmarks, Norges, Sveriges og Finlands arkitekturtidsskrifter, og forsøge at karakterisere nordiskhed i dag, opstod et allerførste spørgsmål: Findes den stadig? Er der en fælles identitet, et fælles særpræg andet end det geografiske indlysende, der kan tillade, at vi bliver ved med at tale om nordisk arkitektur?

Hvis de havde spurgt mig for bare et par år siden, ville jeg have sagt, at der ikke længere fandtes en nordisk arkitektur. Arkitekterne levede stadig højt på prestigen fra deres bedsteforældres kvalitetsarbejde, men de havde forladt den ethos, de værdier og idealer, der gjorde disse værker mulige.

For en arkitekt uddannet i 90’erne på ETSAM, (Escuela Técnica Superior de Arquitectura de Madrid), var nordisk synonymt med stille elegance, formel kontrol, ekspressiv tilbageholdenhed og raffineret håndværk. En tilbageholdenhed, der muliggjorde noget, jeg vil kalde »elokvent tavshed«, for at bruge Carlos Martí Arís’ titel. For os startede det nordiske i det forrige århundredes 20ere, op gennem 50ernes guldalder, og aftog et sted i 70erne. Og naturligvis tænkte vi på Jacobsen, Lewerentz, Asplund, Aalto, Fehn, Pietiila, Utzon og andre.

Fra undervisere i Madrid som Rafael Moneo, der mødte og endda arbejdede med nogle af disse nordiske mestre, lærte vi at værdsætte og skelne de subtile særegenheder ved det nordiske lys. De viste os også de tætte forbindelser mellem disse arkitekturer og deres omgivende natur, og den intense følelse af hjemlighed, der udsprang af dette forhold. Ved at studere deres efterkrigsbyplanlægning, anerkendte vi også et dybt socialt, ligeværdigt engagement i mange af deres bygninger og offentlige rum. Helt op i 70erne opdagede vi deres unægtelig moderne tæt-lav­-bebyggelse, som altid havde mennesker i centrum og holdt stærke bånd med deres tradition.

DET UNDVIGENDE NORDISKE, ET REALITETSTJEK

Efter jeg forlod Madrid og begyndte at arbejde i Danmark, indså jeg hurtigt, at tingene var helt anderledes på stedet: Mestrenes arbejde var der stadig, men det nordiske var sværere at finde. Ved årtusindskiftet led vi alle af 90’ernes udskejelser, hvor borgmestrene i hver by søgte efter »Guggen­heim-effekten« og fik deres egen Calatrava, Nouvel, Hadid eller Koolhaas, for, som de sagde, at sætte deres byer på landkortet. Ordet nordisk var overalt, i enhver udstilling om arkitektur, men ud over den åbenlyse geografiske oprindelse, var det for mig ingen andre steder at finde. De gamle tegnestuer, som Henning Larsen eller Snøhetta, var ved at blive store internationale koncerner, og generelt kom den større indflydelse primært fra Holland, ikke fra deres nordiske mestre. Den hollandske pragmatiske tilgang til arkitektur og til tider kyniske omfavnelse af markedskræfter og globaliseringen, var en antipode til det gamle nordiske. I Danmark havde Koolhas og MVRDV direkte indflydelse på PLOT og BIG, og den strækker sig stadig frem til COBE, Cebra og andre i dag. Den hollandske indflydelse kan beskrives på mange måder, fra forfriskende til legende til pyroteknisk, men man kan ikke tale om tilbageholdenhed eller »elokvent tavshed«. Om noget, holdt interessen for det offentlige rum og arkitekturens sociale dimension ved.

Disse kvaliteter var i øvrigt lettere at finde hos de ældre, sydlige tilhængere af de nordiske mestre fra 1950erne, som Alvaro Siza og Rafael Moneo, der delte en stille intensitet og smag for abstraktion.

NORDISK: FOR COOL TIL AT DØ

Gløderne fra 90’ernes forfængelighedsbål lyser endnu. I dag er tegnestuerne blevet endnu større og vi ser ingeniør­- virksomheders opkøb af arkitektfirmaer for at øge markedsandelen, og de åbne arkitektkonkurrencer er forsvundet.

Men tiderne er måske ved at ændre sig. At dømme efter disse seneste arkitektoniske udgivelser, kan en formel tilbageholdenhed, eller måske en manglende interesse for formelle spekulationer spores. En del af denne tilbageholdenhed, denne formelle afkøling, har at gøre med bæredygtighed, et stadig omnipræsent tema gennem siderne i disse magasiner.

I en krise, ikke kun for vores klima, men også for vores identitet, synes nordiske arkitekter at have fundet en måde at genopdage sig selv på. Dette, tror jeg, sker på to relaterede, men lidt forskellige fronter: Fokus på materiel kultur og genbrug af eksisterende bygninger.

MATRERIALER I CENTRUM

Arkitektonisk bæredygtighed bliver mere specialiseret og kvantitativ: Den skal vide og sætte tal på, hvilke materialer og byggeprocesser der hjælper med at reducere CO2-fodaftrykket. I denne proces genopdager arkitekter præindustrielle materialer og gamle byggemetoder og eksperimenterer med naturlige, lokale, genbrugelige og biogene materialer.

Nordiske arkitekter går i skoven, på landet, til vandet. Og de finder ålegræs, hamp, halm, rå jord og endda svampe. Mest af alt finder de træ igen.

De genlærer gammelt håndværk og håber på at finde en livline mod fremtiden, men også en forbindelse til fortiden. Og ved at gøre det, genskaber de måske deres arkitektur, fordi disse materialer og måderne at bearbejde dem på, nødvendigvis indeholder en del af den nordiske arkitekturs DNA på tværs af tid.

Dette har mange positive aspekter: For eksempel har et af ​​kritikpunkterne mod skandinavisk arkitektur i de sidste årtier været den manglende strukturelle tænkning fra arkitekternes side. Med dette materialefokus er det muligt at spore en ny interesse for strukturen, hovedsagligt, men ikke kun, for trækonstruktioner.

TRANSFORMATIONSTID

Ved gennemsyn af disse seneste norske og svenske Arkitektur, danske Arkitekten og finske Ark, er der meget få nye projekter, og der er i stedet en overvældende vægt på genbrug af eksisterende bygninger. Ikke kun de store industrielle strukturer fra det 19. århundrede, ofte spektakulære, generøse og givende i deres resultater, men også moderne huse fra anden del af forrige århundrede.

Det er meget positivt, selvom jeg er bange for, at det mest afspejler arkitekternes interesse (som repræsenteret i de forskellige redaktionsudvalg), mere end den faktiske virkelighed i vores byer. I det danske Arkitekten kan vi for eksempel læse, at med de 40.000 nye boliger, der er planlagt i København over de næste 15 år, overvejer regeringen ikke at genbruge eksisterende strukturer. Virkeligheden er, at huse og andre bygninger fortsætter med at blive revet ned i hele Skandinavien, og at man går glip af en stor mulighed hvad angår kulturarv og bæredygtighed.

ET SKIFTE TIL SJÆLESØGNINGSTILSTAND

Begge konsekvenser af bæredygtighed (materialefokus og renovering) peger på en indadvendt søgen og et gensyn med fortiden. Denne introspektion ser ud til at være vigtig for selverkendelsen og forståelsen af en fælles nordisk fortid. Det har dog sine risici: Når jeg bladrer i publikationerne, ser jeg eksempelvis ikke den store interesse for andre dele af verden. Og for første gang, så vidt jeg husker, tales der mere om materialer end om projekter. Når et projekt diskuteres, fokuserer diskussionen stadig på valget af materiale eller omhandler partielle, specialiserede elementer, næsten aldrig på helheden, der inkluderer rum, proportioner og form, emner der plejede at være central i projektets analyse.

Den første klassiske bølge af moderne nordisk arkitektur bragte en nuanceret, lokal korrektion til den triumferende internationale modernisme. Husk hvordan Kenneth Framptons Critical Regionalism præsenterer de nordiske lande, som eksempler på en lokalt forankret arkitektur. Nutidens nordiskhed bør måske også være reaktiv eller korrigerende. Korrigerende af hvad? Måske af en puritansk grøn globalisme uden kant, mere censurerende end kritisk, eller måske af den nostalgiske arkaismes sirenesang.

Uden at ville være en lyseslukker, så lad mig nævne nogle af de farlige rev, som det nye nordiske arkitekturskib måske skal omgå:

1. Specialisering

Mens bæredygtighed kræver, at specialister leverer objektive og pålidelige data, er specialisering en blindgyde for arkitekter, som har brug for et bredere, altomfattende udsyn for at se både træet og skoven.

2. Nationalisme

Interessen for lokal kultur er en værdig indsats, men den kan blive et redskab til udelukkelse. Antag at vi ubønhørligt insisterer på vores forskelligheder med den anden, i de uoversættelige sandheder, der gør os, lokale, til ypperstepræster og outsiderne til kættere. I så fald underminerer vi måske idealet om et åbent Europa og degraderer det til alle mulige arkitektoniske nationalismer.

3. Moralisme

Den frugtbare friktion mellem æstetik og etik i arkitektur, indtil nu beskytter af kunstnerisk frihed, kunne blive udvisket eller direkte elimineret, når det miljømæssigt »gode« automatisk bliver forvandlet til det arkitektonisk »smukke«.

4. Ufordøjet tradition

Der er risiko for en ukritisk adoption af tradition og det vernakulære. Værdifulde og nødvendige bestræbelser, som studiet af lokale traditioner, kan blive forvandlet til en nostalgi, der forherliger de ydmyge, defensive praksisser af sagtmodighed og overlevelse. Endnu et sadeltagshus, et vikingelanghus mere, og vi begynder måske at savne Gehry.

AT BYGGE PÅ SANDHEDEN

Der er vigtige aktuelle bekymringer på tværs af de fire tidsskrifter, som er sværere at forstå i konkrete byggede eksempler, men som kan hjælpe os med at angive denne aktuelle karakteristik af nordiskhed. Den ene er den hurtigt voksende tilstedeværelse af kunstig intelligens (AI) og de konsekvenser, det kan have for vores fag. Den anden er byplanlægning, i en ny variant: Det fokus, der før var på mennesker som slutbrugere (hovedpersonerne i Gehls Livet mellem husene), vender sig nu mod byplanlægning som værktøj til at bekæmpe klimaforandringer. For eksempel er der den progressive erkendelse af, at den grønne omstilling vil kræve enorme landarealer til vindmøller, solcelleparker osv., som vil ændre udseendet af vores land- og bylandskaber.

Endelig finder vi på disse sider en række projekter, der vidner om en genopdagelse, en gen-læring af byggeskik. Dette sker gennem en slags askese, selvdisciplinen der går tilbage til det grundlæggende og endda nyder byggehandlingens barske stadier. Denne »skæren indtil benet«, som adskillige små renoveringsprojekter viser, har en vis katarsisk skønhed, den frembringer et skud af virkelighed, der kan påvirke os på en måde, der ikke er meget anderledes end et Matta Clark-værk.

Denne side af det nye nordiske virker måske mere upoleret end deres forfædres, men de kunne være på vej med noget. Lad os ikke glemme, at når asketerne eller eremitterne trak sig tilbage fra den materielle verden, gjorde de det kun for at se dybere, med klarere øjne, og i sidste ende for at opnå et transcendentalt mål.

Hvad vi ser som partielt eller fragmentarisk i dag, kan være en vej til en ny arkitektonisk helhed, en måde at genvinde ikke kun planetens sundhed, men også gaverne fra universalisme, kunstnerisk frihed, risiko, poetisk magt og ja, endda transcendens, for vores fag. Dette til tider grove slid med materialer kan være kimen til noget, som en ny nordiskhed meget vel kunne bygge videre på: nemlig, arkitektonisk sandhed.

Promenaden genom skogsområdet fram till detta något excentriska projekt, vars plats får förbli hemlig, bidrar till den mystiska stämningen. Vid ankomsten möts jag av ett plirande öga, inknackat i berggrunden, ett troll som med sina sex fingrar håller ett stearinljus och välkomnar mig in.

Den nordiske konferansen Beauty and ugliness in Architecture (BUA) arrangeres for andre gang. I følge BUA selv, er denne årlige konferansens mål å fremme det vakre og bekjempe det stygge i arkitekturen. Allerede med denne formuleringen ringer alarmbjeller om at narrativet er satt på forhånd. Manifestet til BUA gir konnotasjoner til en krigserklæring. Det stygge og trusselen mot det vakre er her definert som modernismen. Det vakre er det klassiske og tradisjonelle som i følge BUAs talere er det arkitekter historisk sett har vært mest opptatt av.

BUA:n vuosittaisen konferenssin tavoitteena on edistää kauneutta ja taistella rumaa arkkitehtuuria vastaan. Jo tämä herättää epäilyksen, onko narratiivi määrätty ennalta. BUA:n manifesti muistuttaa sodanjulistusta. Siinä modernismi on määritelty rumuudeksi ja kauneutta uhkaavaksi tekijäksi. Kauneus puolestaan on klassista ja perinteistä – eli BUA:n puhujien mukaan se tyyli, joka on historiallisesti kiinnostanut arkkitehtejä eniten.

Keskustelu saamelaisesta arkkitehtuurista ja rakentamises- ta Saamenmaalla on viime aikoina voimistunut Norjassa ja Ruotsissa. Olisi aika aloittaa keskustelu myös Suomessa. Saamelaisten kotiseutualueella rakentamisen parissa toimivat osapuolet tulisi saada ymmärtämään, että pohjoisessa toimiessaan he rakentavat ikiaikaisen alkuperäiskansan mailla. Saamelaisen kulttuurin tulisi olla lähtökohta saamelaisten kotiseutualueella tapahtuvien rakennushankkeiden suunnittelussa ja toteutuksessa.

Samtalen om samisk arkitektur og bygging på samisk jord har i den siste tiden blitt sterkere i Norge og Sverige. Det ville være på tide å komme i gang med samtalen også i Finland. Alle kretser som driver byggevirksomhet i samiske kjerneområder må komme til forståelse av at i nord bygger de på landområdene til et gammelt urfolk. Den samiske kulturen burde derfor være utgangspunkt under planlegging og gjennomføring av byggeprosjekter som foregår i samiske kjerneområder. Under presset fra et voksende reiseliv og en voksende reiselivsutbygging trengs det et eget samisk begrep om miljø og kultur for å finne mer bærekraftige byggemåter på samisk jord.

Ifølge Finlands grunnlov har samene i sitt kjerneområde* selvstyre når det gjelder språk og kultur. Det vil si at samene har rett til å påvirke prinsippene for bygging i samisk kjerneområde, definere hva som er samisk arkitektur og slik påvirke framtiden til fellesskapet, eget miljø og egen kultur.

Landet til samene og deres forfedre regnes som et finsk nasjonalt landskap, og området er hovedsaklig markedsført med tanke på reiselivets behov. Finske Lappland er det såkalte ville nord, det nordlige Europas eksotiske grenseland, der urørt, mektig natur, snødekte fjell og nordlys lokker de reisende fra sør med på eventyr.

Lapplandsturismen vokste kraftig på 60-tallet. I 1966 presenterte den kjente finske arkitekten Reima Pietilä sammen med Markus Lepo en feriesenterutopi for Utsjoki. Prosjektet fikk navnet Ailigas-byen. Planen inneholdt husrom for 6000 reisende og fast bebyggelse og inkluderte rundt ti ulike offentlige bygninger. Det var meningen at alt skulle bygges av betong og senkes ned og lages til terrasser i fjellsiden på Ailigas-fjellet. Bytrafikken ble tatt hånd om av rullefortau og ensporede tog. Det var hurtigtogsforbindelse til Nordishavet og til Porsangerfjorden. Banen fortsatte som en slynge til Saariselkä og Angeli-bygda og inneholdt et stikkspor til Halti. Sporet var laget av betongelementer og var løftet opp på pilarer slik at reinsdyr og skiløpere kunne passere under det. Planen ble begrunnet med økende skatteinntekter, nye arbeidsplasser, naturvern og som god reklame for området. Selv om ett av temaene for Pietiläs arkitektur var å ta hensyn til de lokale forholdene i byggeprosessen og i arkitekturen, ble ikke slike ting som den samiske kulturen, samelandet eller det at Ailigas-fjellet var hellig for samene, viet noen oppmerksomhet i planleggingen.

Det har gått 60 år siden Pietiläs forslag ble lagt ut, men måtene det planlegges på i nord, har overhodet ikke endret seg. I Inari, for eksempel, planlegges det luksusferiemål med stor utnyttelsesgrad i «Lapplands uberørte natur». Dagens planer blir stadig vekk begrunnet med de samme argumentene som Pietilä brukte for 60 år siden. Selv ikke i dag vurderes bygging som skjer i Sameland ved å spørre hvordan prosjektet tar hensyn til eller iverksetter prinsippene for samisk kultur. Det blir gitt løfter om å ta hensyn til den samiske kulturen, men samisk kultur er fortsatt ikke et utgangspunkt for planlegging og gjennomføring.

Reiselivsutbyggingen i Lappland – liksom områdets reiselivskultur i det hele tatt – fortsetter å være en blanding av elementer lånt fra ulike land og kulturer. Både alpehytter og glass-igloer har dannet en del av bildet av Lappland, selv om de ikke tilhører Sameland.

Fortellingenes mytiske Lappland er, til tross for fantasiene og den tilsynelatende tomheten, samenes levende kulturlandskap, der hvert sted har sitt eget samiske navn og sin samiske betydning og er en del av det som er samisk i kulturen, næringene, historien og hverdagen.

I andre kunstarter har dekolonisering blitt satt i gang: Samiske kunstnere innen for eksempel film, billedkunst og musikk har tatt feltet til seg selv. De bestemmer grensene for deres egen kultur og skaper et nytt uttrykk. Derimot har arkitekturen bygget for samer i Finland foreløpig bare blitt bygget, forsket på og behandlet utenfor kulturen. Viktige bygninger beregnet på samer er finansiert av den dominerende kulturen og tegnet av ikke-samiske arkitekter og bygget på den dominerende kulturens egne premisser og i følge dennes tradisjon. I arkitektursamtaler og i representasjoner blir det samiske fortsatt eksotisert til enkle symboler eller former, til temaer som reinsdyrhorn og runebommer og til modeller av lavvoer og gammer.

Den norske, samiske arkitekten og kunstneren Joar Nango har i størst mulig utstrekning satt seg inn i temaet gjennom eget arbeid. Nango foreslår til inspirasjon for arkitekturen å ta i bruk den evnen som hører med til det å være samisk. Det å tilpasse og improvisere etter miljøforholdene, terrenget og landskapet. Han beskriver dette med et begrep han selv har skapt, «indigenuity», som på en innsiktsfull måte utkrystalliserer seg som å finne på kreative løsninger som øser av urfolkenes erfaring med knapphet på ressurser og ekstreme ytre vilkår. Nango har også framhevet at samisk byggeskikk ikke burde defineres med utgangspunkt i et bilde som baserer seg på en forenklet, etnisk ulikhet. Han mener at man i stedet burde konsentrere seg om samisk tenking: om den enestående økologiske, immaterielle og historiske dimensjonen byggeskikken og byggestedet byr på.

Samiske arkitekter fra Norge, Sverige og Finland har de siste årene satt i gang et samarbeid. De samlet seg blant annet på Nordens paviljong på Biennalen i Venezia 2023 og på Luleåbiennalen 2024 for å samtale om samisk arkitektur og bygging i Sameland. Samtalen burde ikke bare hvile på et initiativ fra det samiske fellesskapet, for det trengs støtte fra arkitektstanden, museene og hele byggebransjen for å snu kursen bort fra en kolonialistisk tilnærmingsmåte som romantiserer det samiske.

Samenes materielle kulturarv baserer seg på duodji. Enkelt formulert betyr duodji håndarbeider og bruksgjenstander laget av ulike materialer som er tilgjengelige i naturen, men for samer er duodji også mye mer. Den kjente samiske kunstneren Outi Pieski beskriver den dypere betydningen av duodji slik i et intervju i forbindelse med en utstilling på Tate St Ives i 2024: «Duodji is doing and making, crafting and creating. It is a holistic concept that preserves the Sámi philosophy, values and spirituality and connects them with practical skills. In Sámi culture, material is seen not as passive but as an active author. Material items hold energy and power. The energy comes from the material itself, the maker who has transformed the material through skills, care and love, and the user who has used and lived with the item and its power. Duodji is a way of revitalising connections between past and future generations.»

Hvis man derimot tenker på arkitektur som en term og et begrep, kan den på mange måter framstå for samene som fremmedgjørende, elitistisk og kolonialistisk. Ordet «arkitektur» kan vekke en assosiasjon til typehusene etter krigen som samenes liv, boforhold og bygging ble forfinsket og modernisert med. Eller til utbyggingen av samenes hellige fjell til feriebyer med høye hoteller. Eller til utnyttelsen av den samiske kulturens utenforskap i reiselivsarkitekturen.

Til tross for at arkitektur-begrepet er fremmedgjørende, burde samene selv være med på å definere prinsippene for bygging i de samiske kjerneområdene. Arkitektur og bygging er en del av den synlige kulturen og definerer til en viss grad hvem vi er eller hva vi ønsker å være. Byggingen burde ikke være i konflikt med samiske verdier. Alle urfolk kjemper med samme slags spørsmål, og en del av dem har allerede kommet mye lenger. For eksempel i Aotearoa (New-Zealand) har maoriene utarbeidet maoriarkitekturens utformingsprinsipper, som blant annet Auckland by har tatt i bruk.

Til den samiske verdensoppfatningen hører gjensidighet med naturen: Naturens styrke er en del av menneskets styrke, og balansen mellom mennesket og naturen er avhengig av at begge har det bra. I den samiske kulturen brukes naturressursene som trengs på en bærekraftig måte, slik at de blir fornyet. Målestokken i samisk, tradisjonell bygging – for eksempel av lavvoer, gapahuker og gammer – er basert både på størrelsen av materialene som er funnet i nærheten, og på at reinen orker å frakte lasset. Utgangspunktet har vært at bygningen i sin tid vender tilbake til naturen. Når det ikke er lett å få tak i nye byggematerialer og nytt utstyr, blir de eksisterende bygningene, materialene og tingene til verdifulle ressurser som med oppfinnsomhet og tilpasning forandres til ny bruk.

Den samiske arkitekten Magnus Antaris Tuolja har laget en video som ble vist på Luleåbiennalen 2024, der han funderer over om duodji kan gi svar også til byggingen: «skal arkitekturen vår være samisk, må den basere seg på vår kontakt med naturen og på vår kulturarv. Vi trenger ikke å bygge som våre forfedre, men vi kan se dem for oss i oss selv og bruke deres tradisjoner og deres ideer.»

Samtalen om bygging på samisk jord og om samisk arkitektur er ikke begrenset til bare å angå samer. Hele byggebransjen befinner seg i en situasjon der holdningen til både materialer og til naturen er under endring. I beste fall vil svarene på utfordringene med bygging i framtiden kunne finnes i nærheten.

* Sameland og samenes kjerneområde, som omfatter kommunene Enontekiö, Utsjoki og Inari samt den nordlige delen av Sodankylä.

Litteratur

Magga, Päivi, Eija Ojanlatva. Ealli biras: elävä ympäristö : saamelainen kulttuuriympäristöohjelma [Ealli biras: et levende miljø : et samisk kulturmiljøprogram]. Inari: Siida – Saamelaismuseo, 2013

Ranta, Kukka, Jaana Kanninen. Vastatuuleen: saamen kansan pakkosuomalaistamisesta [I motvind : tvangsforfinskingen av det samiske folk]. Helsinki: Kustantamo S&S,2019.

Hautajärvi, Harri. Autiotuvista lomakaupunkeihin – Lapin matkailun arkkitehtuurihistoria [Fra ødestuer til feriebyer – arkitekturhistorien til reiselivet i Lappland].Helsinki: Aalto-yliopiston taiteiden ja suunnittelun korkeakoulu, 2014.

Saamelaiskäräjät. Saamelaismatkailun eettiset ohjeet [Etiske retningslinjer for samisk reiseliv]. Inari: Saamelaiskäräjät, 2018.

Harlin, Eeva-Kristiina & Outi Pieski. Ládjogahpir Máttaráhkuid Gábagahpir – The Foremothers´ Hat of Pride., Kárášjohka/Karasjok: Davvi Girji, 2020

Holmberg, Niillas. Halla Helle. Helsinki: Gumerus, 2021.

Tate. «Discover visual artist Outi Pieski’s exploration of identity, culture and environment» https://www.tate.org.uk/whats-on/tate-st-ives/outi-pieski

Hið byggða umhverfi, læsileiki þess og hvernig það tekur á móti og rúmar hversdagslífið í sinni fjölbreytilegustu mynd er viðfangsefni Jarðsetningar. Kveikjan að bókinni er niðurrif gamla Iðnaðarbankans í Lækjargötu, í miðbæ Reykjavíkur, fimm hæða steinsteyptrar byggingar sem reist var á sjötta áratugnum og hýsti fjármála- og lánastarfsemi ört vaxandi samfélags. Bankinn og byggingin voru hönnuð í anda módernískra hugsjóna af virtum arkitekt, Halldóri Jónssyni, á miklu umbreytingarskeiði og tákngerði framfarir íslensks samfélags. Anna María spyr áleitinna spurninga um tilurð og stöðu hins manngerða umhverfis í samtímanum og hvernig standi á því að bygging sem var hönnuð út frá nýjustu straumum og stefnum í arkitektúr síns tíma, byggð af mikilli vandvirkni með aðkomu fjölda færra iðnaðarmanna, sé orðin úreld í upphafi 21. aldar og dæmd til niðurrifs til að reisa megi nýja hótelbyggingu í miðbænum.

For grønlandsk arkitektur og bygningstradition hævder mange at der er et før og et efter naturinstituttet. Da det blev opført lå det som en monolit, synligt højt på fjeldet et stykke udenfor byen, og bygningskroppen og dens placering i landskabet havde klart nogle meget stærke arkitektoniske kvaliteter. Disse er med tiden blevet kompromitteret en del af tilbygninger, sidebygninger. Umiddelbart ved siden af blev det betydeligt større universitet opført med nogle formtræk som uden at lykkes refererer til naturinstituttet, og monolitten ligger i dag som en blok i et tilfældigt stenbrud. Men det var ikke nok for de danske arkitekter at have designet noget godt – og »monolit« var måske for svært for os at forstå. De forklarede os derfor at inspirationen var en sæl der ligger og soler sig.

På hjemmesiden for Kulttuurisauna står der at den er opvarmet af en »wood-heated single-fired mass stove«. Det er ikke rutinearbejde at bygge sådan en ovn, så jeg er taget til Helsinki for at se nærmere på sagen. Tuomas Toivonen, der sammen med Nene Tsuboi ejer og driver saunaen, fortæller at det nok er et halvt hundrede år siden nogen har bygget noget tilsvarende. Derudover findes der ingen rigtige måder at gøre det på. Udformningen af en god ovn afhænger af hvor den er placeret, hvilken funktion den har og hvordan den anvendes. Derfor er enhver ovn unik.

Alene, på behørig avstand fra både fjøs og bolighus, står et bygg midt på en stor parkeringsplass. Det er nesten ingenting som skiller bygget fra bilforhandleren noen kilometer unna. Kun teksten på bygget avslører at det ikke er et lager eller et kommersielt bygg. Bygget er en to etasjer høy kasse med fasade av aluminiumsandwich-elementer i standard modulstørrelse. Fasade-elementene er lakkert i hvitt og en farge som ikke lar seg definere som hverken blå eller grå. Samme farge finner man på bilforretningen og på lagerbyggene ved siden av forretningen. Og samme farge er brukt bak trespilene på det nye kjøpesenteret i byen Farsund som er nærmeste kommunesenter. Det er ikke arkitekturen som form eller resultat som gjør at jeg stanser opp og fascineres hver jeg gang passerer dette bygget. Ikke heller fordi det er spesielt spektakulært og i alle fall ikke fordi det er veldig godt bygget. Jeg håper det ikke er byggets historiske røtter fra ikke-arkitekt-arkitektur som får meg å forundres. En fasinasjon som stadig returnerer i løpet av arkitekturhistorien, fra Arts and Crafts-bevegelsen til Architecture Without Architects teoretiske orientalisme, utgitt i bokform og på MOMA på 1960-tallet. Opphenget i ikke-arkitekters formgivning fortsetter både etter og mellom disse milepelene. Heller er det kanskje forskjellene i de logikker som definerer denne type bygg og arkitekturen som skapes av disse logikkene som gjør det produktivt å skrive om dette bygget.

Arkkitehtuurikritiikki keskittyy usein rakennukseen, joka on juuri valmistunut tai jonka suunnittelu on vielä kesken. Tämä kritiikki sen sijaan tarkastelee rakennusta, jota ei enää olemassa. Keväällä 2021 purettiin Lauttasaaren Gyldenintie 2:ssa seissyt Arkkitehtitoimisto Kristian Gullichsenin ja Pentti Pihan suunnittelema toimisto- ja liikerakennus. Vaikka rakennus ei enää seiso fyysisenä tontilla, jää se kummittelemaan modernin rakennuskannan purkamiseen liittyvissä keskusteluissa, ainakin Suomen arkkitehtuurikentällä.

Vi har stämt träff vid Brrums skulptur Och eller inte, men irrar båda runt och hamnar i olika ändar av den långsmala parken i Norra stationsparken i Hagastaden, Stockholm. Till slut står vi vid ett väl inslaget paket, vari skulpturen vi kommit för att se endast kan anas genom skarvarna. Avtäckning i juni, får vi veta. Och eller inte består av sex volymer av målad aluminiumplåt placerade på ett nedsänkt podium. Skulpturen ligger i den centrala parkremsan som knyter samman området från väst till öst, ritad av arkitektkontoret Brrum som ”en samling figurer som genomskär varandra” och vars formspråk i vissa delar knyter an till Rörstrands porslinsfabrik som på 1700-talet omfattade detta område. Hagastaden är en ny stadsdel som knyter samman Vasastan i Stockholm med Solna, och har sedan tio år växt fram med 6 000 nya bostäder (3 000 i Solna och 3 000 i Stockholm), delvis genom överdäckning av motorvägar och järnväg. Områdets 50 000 arbetsplatser domineras av life science-yrken inom vård, forskning och näringsliv i och kring Karolinska Institutet och Karolinska Universitetssjukhuset Solna. Hagastaden har fått kritik för områdets höga exploatering, med hög och tät bebyggelse, smala gårdar och mörka lägenheter.